Der gennemføres i 2005-2007 en helbredsundersøgelse af befolkningen i Grønland. En række borgere i Nuuk - og andre byer og bygder - er tilfældigt udtrukket fra folkeregisteret til at deltage i undersøgelsen. Formålet med undersøgelsen er at studere forekomsten af især hjertesygdomme og sukkersyge, således at man fremover kan blive bedre til at forebygge disse sygdomme. Vi lægger særlig vægt på at undersøge sammenhængen mellem kost, fysisk aktivitet og sygdom.
Om selve undersøgelsen NB. Hvis du er dansker beder vi dig kun om at deltage i et interview og ikke i den beskrevne helbredsundersøgelse. Alle andre beder vi om at deltage i en helbredsundersøgelse, der varer ca. 2½ time. Forud for undersøgelsen skal du faste (ikke spise eller drikke) i mindst 8 timer. Du får taget blodprøver og hjertekardiogram (ekg), bliver interviewet om dit helbred, får målt blodtryk, og bliver målt og vejet. Der bliver lavet en ultralydsundersøgelse af eventuelt fedt på maven, og du bliver bedt om at gå med en lille monitor i et par dage for at måle puls og fysisk aktivitet. Undersøgelserne er helt ufarlige og medfører ikke noget ubehag. Som tak for din medvirken i disse undersøgelser får du udbetalt 200 kr.
Blodprøverne bliver analyseret for blandt andet kolesterol, fedtstoffer, blodsukker og forureningsstoffer (kviksølv og andre stoffer). Nogle af disse resultater kan fortælle om du måske har øget risiko for sygdom; disse resultater skriver vi til dig om. Andre af resultaterne fra blodprøverne har kun videnskabelig interesse. Hvis du alligevel gerne vil have oplyst disse resultater, gør vi det gerne, hvis du skriver og beder os om det. Blodprøven vil blive opbevaret under sikre forhold på Steno Diabetes Center i København indtil forskningsprojektet er afsluttet.
Det er naturligvis helt frivilligt at deltage, og du kan til enhver tid trække dig ud af undersøgelsen. Vi vil gerne have mulighed for at meddele dig resultaterne af blodprøverne og vil også gerne kunne gentage undersøgelsen om 10 år. Undersøgelsen er derfor ikke anonym, men oplysningerne om dit navn og personnummer bliver kodet, således at kun særligt autoriseret personale får adgang til dem, og kun når vi skal i kontakt med dig.
Hvem finansierer undersøgelsen?
Undersøgelsen finansieres af Karen Elise Jensens fond, Nuna Fonden, Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og andre offentlige og private fonde.
Hvad sker der nu?
I Upernavik finder undersøgelsen sted i september og oktober 2006, og du vil blive kontaktet i løbet af denne periode. Hvis du ønsker yderligere information om undersøgelsen, eller hvis du senere ønsker at trække dig ud af undersøgelsen og få dine oplysninger og blodprøver destrueret, kan du henvende dig til en af os.
Venlig hilsen
Peter Bjerregaard
Professor
Statens Institut for Folkesundhed
Øster Farimagsgade 5A
1399 København K
Tlf.: 3920 7777 pebj@gh.gl